Kan din hjemmeside bestå butler testen?

Er den effektiv, høflig, venlig, hjælpsom? Den skal være din bedste, mest loyale medarbejder, for den er DIT ansigt udad til. Den skal tage imod gæsterne på dine vegne, vise dem rundt og hjælpe dem med at finde præcis det, de leder efter. Den skal få dem til at føle sig godt tilpas. Den skal bare levere varen.

Din hjemmeside

Din hjemmeside er utrolig vigtig for din business og markedsføring.

Den skal:

  • i løbet af et splitsekund tiltrække og fastholde de besøgende
  • præsentere dine varer og andre ydelser

og vigtigst af alt:

  • Den skal sammen med dine e-mails og din tilstedeværelse på de sociale medier, opbygge, vedligeholde og udbygge dit brand, din autoritet og dine besøgenes tillid, så de konverteres til kunder.

Træd et skridt tilbage og tænk som den kundetype, du gerne vil tiltrække!

Hvad vil dine potentielle kunder gerne mødes af?

De vil gerne have en side, der

  • er nem at finde rundt på – overskuelig – struktureret med en simpel navigation
  • har korrekte og dækkende produktbeskrivelser
  • viser gode og detaljerede billeder af produkterne
  • tydeligt angiver pris og leveringstid
  • hjælper, hvis der opstår spørgsmål undervejs
  • fortæller hvem, der er ansvarlig for siden og salget
  • respekterer deres tid

6 nyttige tips om, hvordan du opbygger tillid online

1. Signaler troværdighed gennem design

Hvis din hjemmeside er brugervenlig og professionel, giver du dine besøgende en god oplevelse – uanset om de ikke skal bruge dine ydelser eller varer lige nu. Et lækkert design er med til at give din virksomhed online troværdighed.

Sørg for, at din hjemmeside ikke bare ligner en brochure, der er sat strøm til. Benyt dig af alle de muligheder, der er for at gøre din hjemmeside interessant og målrettet til din ideelle kundegruppe.

De sider, der skriger: ”Fætter Kurt har lavet den på aftenskolen” virker uprofessionelle. De sender et signal til den besøgende om, at virksomheden ikke har tjek på tingene.

Det kræver ikke en fyr med fedtet hår, der drikker 2 liter cola i timen at have en professionel hjemmeside!

Det er blevet meget billigt og muligt for de fleste at lave deres egen hjemmeside – også helt uden it-tekniske evner. Der er et utal af temaer, der enten kan bruges, som de er eller justeres ganske nemt og så har du en flot, professionel hjemmeside, som du vil være stolt af.

Hvis du ikke har tid eller lyst til at kaste dig ud i at lave din egen hjemmeside, kan du finde f.eks. et WordPress tema, en Shopify skabelon eller Squarespace skabelon, som du kan bestille hos en webdesigner. Det tager ikke en professionel ret lang tid at sætte op.

Find ud af, hvad der virker ved at kigge på andre sider

  1. Hvad tiltrækker dig?
  2. Hvad vil du gerne signalere?

2. Signalér autoritet gennem overskud

Du sælger kun dine produkter – uanset om det er fysiske produkter, services eller online kurser – hvis dit produkt kan løse kundens problem.

Så enkelt er det! Dit produkt skal skabe værdi for kunden. Du skal derfor vise, at du forstår, hvad det er kunden bøvler med – hvilket ”problem” eller udfordring, hun leder efter en løsning på, inden du bevæger dig ud i at forklare om dit produkt.

Og selv på det tidspunkt er det kundens problem, der skal være i højsæde – ikke dit produkt. Når du viser og overbeviser dine besøgende om, at du forstår deres problem og har en god løsning på det, hjælper du dem og har samtidig nøglen til dit salg!

3. Indhold på hjemmesiden

Sørg for, at alle oplysninger på din hjemmeside er aktuelle og relevante. Det er så utjekket, når der f.eks. midt i februar stadig ligger oplysninger om, hvornår julemarkedet startede i december. Den slags oplysninger signalerer, at ingen i virksomheden gider, evner eller magter at bruge tid på siden og i øvrigt er ligeglade med, om de spiller læserens tid. Det er utjekket og uhøfligt!

Sørg for at alle henvisninger er korrekte og at alle links virker. Det får alarmklokkerne til at ringe, når den slags ikke fungerer, for hvorfor misbruger du de besøgendes tid med ting, der ikke fungerer?

Aktuelle opdateringer, blogindlæg og nyheder viser konsistens og bidrager til at give et dynamisk indtryk, gør siden – og virksomheden – mere interessant og i sidste ende mere troværdig …og ikke mindst mere brugbar, for læseren finder den information, hun søger.

4. Dokumenter dine påstande

Det er ikke nok, at dine produkter og services er fantastiske. Du skal også bevise, at du er til at stole på. Hvis du sælger dine produkter online, skal du give dine besøgende grund til at stole på dig.

Helt banalt skal man kunne købe sikkert på din side. Man skal have sikkerhed for sine personlige oplysninger og for sine penge.

Skriv meget tydeligt, hvordan du beskytter de personlige oplysninger, hvordan din returpolitik er og giv information om leveringsomkostningerne – inden købsprocessen går i gang.

5. Kontakt os

Det skal være muligt at komme i kontakt med dig eller dit firma via en mailadresse. Gør det let for folk. Opret en e-mail, der matcher dit domæne. Det giver betydelig mere troværdighed end en g-mail adresse.

Hvis det er relevant for dine kunder, skal du ud over en kontaktformular også inkludere et telefonnummer, e-mailadresse og evt. en kørselsvejledning.

Det er fint at bruge de sociale medier som kundeservice, men det er ofte ikke tilstrækkeligt og hvis du har et rent internetbaseret enkeltmandsfirma og ikke kan besvare telefonen i den almindelige åbningstid, skal du i stedet give dine kunder en nem mulighed for at komme i kontakt med dig via mail eller en kontaktformular, hvor du tilbyder at ringe tilbage, hvis det er relevant.

Du kan sagtens give virkelig fin kundeservice via mail suppleret med en FAQ på din hjemmeside.

Sørg for, at der er en “om os” side, som giver relevante oplysninger om virksomheden og som viser billeder og korte beskrivelser af personerne bag. Folk stoler på mennesker, ikke på virksomheder.

6. Korrektur

Sørg for, at der ikke er grammatiske fejl eller stavefejl på din side. Det eroderer troværdighed på få sekunder.

Når de 6 punkter er fikset, har du en troværdig og autentisk hjemmeside med god kommunikation med dine besøgende.

Husk, at online troværdighed tager tid og skal fortjenes. Et afgørende skridt i den rigtige retning er taget, når din side fremstår stærk, ren og med en stabil infrastruktur.

Det er udgangspunktet for, at du kan skabe relationer med dine besøgende og opbygge den tillid, der giver salg.

Så hvad nu?

Næste trin er nu at gennemgå din egen hjemmeside med friske, kritiske øjne.

Jeg har lavet en tjekliste til dig, som kan hjælpe dig igennem. Det er ikke sexy, men det er nødvendigt! Du kan hente den her.

Hent din gratis tjekliste her & kom i gang med at revidere din hjemmeside.